No Cesar Millan
Åbent brev til alle Cesar Millan-tilhængere, som bruger uetiske metoder
af Ginger
Sundin Hallgren
Der går høje bølger i debatten om Cesar Millans ofte tvivlsomme træningsmetoder. Og det med al grund. Mange opvisninger, som gang på gang sendes i fjernsynet, er ren mishandling, der nemt kunne ende som en tragedie.
Hvordan skulle det for eksempel kunne hjælpe en hund med såkaldt problemadfærd, at man hænger den op i en tynd snor? "Problemadfærden" er jo ingen diagnose, men kun et tegn, et symptom på, at noget er galt. Det kan handle om hunde, som lever i et miljø, som ikke er godt, en ejer, som er ukyndig, at hunden får for lidt af mental stimulans eller fysisk motion, og sidst men ikke mindst – den kan også være syg eller have smerter.
Nogen har sagt, at Millans måde at træne på er "den naturlige måde". Men så er spørgsmålet om ulve og hunde virkelig kvæler og hænger hinanden op? Ja, døm selv…
De kaster heller ikke hinanden ned på ryggen. Hvis nogen ligger på ryggen er det et valg, som individet selv har gjort, for at vise underkastelse.
Hvad gør jeg da, hvis jeg er hund og nogen hænger mig op, så jeg mister fodfæstet og ikke kan trække ilt ned i mine lunger? Jo, jeg kommer selvfølgelig i panik og føler en kraftig angst, begynder at kæmpe med hvad jeg nu kan bruge for at få fodfæstet tilbage, og river med mine klør for at forsvare mig mod den, som har angrebet mig og nu måske prøver at tage livet af mig.
Hunden bruger selvfølgelig alle typer af adfærd, alt fra beroligende signaler til at bide, hvis ingen lytter til den. Hvis den kvæles af en, som ikke forstår, at den er bange og forsvarer sig, så leder det jo bare til, at den kvæles endnu mere. Man må selvfølgelig finde ud af, hvad der er forkert i hundens miljø. Hvordan kan en hund hjælpes ved at den får iltmangel? Den kan for øvrigt få hjerneskader ved at kvæles, hvilket kan give epilepsilignende kramper.
Hvis man ikke føler skyld over at hænge en hund i snoren, til den bliver bevidstløs, er der noget, der er galt, og der mangler en meget vigtig del – empati. Hvis den ikke findes naturligt, så synes jeg, at man i stedet skal holde sig til akvarium – med plasticfisk.
Det er ulovligt at udsætte dyr for vold, men at der egentlig skulle være behov for en lov mod vold på et andet levende væsen er for mig uforklarligt. Det er en skam, når mennesker ikke har den etiske følelse at afholde sig fra vold. En rigtig ekspert, som skal træne en hund, bruger ikke noget, der skræmmer eller gør ondt. Han eller hun vil først etablere en fin kontakt med ingredienser som tillid, varme, glæde, nysgerrighed og et stort ønske om at ville hjælpe en hund i nød.
Hunde hjælper jo os alle med så mange ting. Er det da rigtigt at behandle dem som Millan og hans tilhængere gør? Hvordan føles der egentlig i hjertet? Luk øjnene og forestil dig, at din lærer er meget streng og slår dig, når du ikke svarer korrekt. Kan du da lære noget? Jeg husker scenen fra filmen "Djunglebogen", hvor Bagheera sætter spørgsmålstegn ved Baloos knockout på Mowgli (selvom Baloo godt nok ikke gjorde det for at være ondskabsfuld), og siger noget lignende: "Når du nu har givet din elev en knockout, hvordan skal han så kunne lære noget?"
Er det sandsynligt, at den hund, du lige har hængt op i snoren, til den er segnet på grund af iltmangel, skulle kunne føle tillid til dig bagefter? Får du ikke et vink om at det er forkert, ved at Millan faktisk bryder mod dyreværnsloven? Og at han ikke ser ud til at have nogle grænser eller forbehold i det hele taget for, hvad han vil udsætte en hund for?
Af og til må man ransage sig selv og se på, hvilke resultater man egentlig opnår ved at terpe den træning, man har vænnet sig til at bruge. At leve sig ind i hundens verden og situation for at kunne hjælpe den på en formålstjenlig måde. At forsøge at se alle ting i et dyrs perspektiv.
Gør dine tankegange bredere – hvordan skal jeg handle? Gør jeg virkelig det rigtige nu? Hvad kan dette skyldes? Er jeg måske ude på dybt vand, når det drejer sig om denne adfærd? Hvis og når du forhåbentlig føler tvivl om at det, du udsætter hundene for er rigtigt – behold da den tanke – for den er rigtig.
Denne utiltalende og ukyndige behandling af et væsen, som vanskeligt kan klare sig mod menneskers overgreb og ondskabsfuldheder er for mig virkelighedsfremmende og ufattelig. I en velfungerende relation skal der jo indgå en gensidig respekt, det vil sige, at man har evnen til at leve sig ind i den andens situation.
Når det gælder hunde, betyder ordet "respekt" forskelligt, afhængigt af hvem man taler med. For mange betyder det, at hunden skal være bange for ejeren, for ellers… for andre er det indlysende, at man må lære sig hundens sprog og adfærd og ikke hakke på den.
Hundetræning skal netop handle om træning og ikke noget andet. Ikke hårde ord, kropssprog som viser vrede, mishandling eller livstruende ophængninger. Behandler man en hund på sådanne måder, handler det nok om uvidenhed og egne aggressioner, som man trækkes med.
Billedet af Millan, hvor han går med en flok hunde og en vandringsstav er netop kun et billede, et stiliseret image. Meget handler om idolfantasier og idealisering. Man tænker ikke efter og tør ikke stoppe og sige nej til grimme metoder. Måske er det nu på tide at ændre tankegangen, for som en Millan-tilhænger sagde på ADC-konferencen 2010: "Vi er helt på den gale vej". Den, som sagde det, mente at vi med venlige udtryksmåder mod hunde er ude og famler i mørke. Jeg holder med om udtrykket, men mener tværtimod, at med Millans metoder, hvor hunde pines, er vi virkelig "på gal vej".
Hvordan har vi kunnet klare os tidligere uden alle redskaber, kneb og lyssky metoder, som er til for at gøre vore hunde ondt – er vi så dårlige til at træne, på trods af alt, som er kommet frem om indlæringspsykologi?
At sige, at man elsker hunde og derefter udsætte dem for grov mishandling, klinger falsk. Man må elske hunde fuldt ud, ellers vil det slå tilbage til en selv før eller senere. Nu er vi kommet meget længere, når det drejer sig om hundes forskellige typer af adfærd og hvad de betyder. Hvorfor skulle vi gå tilbage i tiden, når vi nu ved, at vi kan bruge andre metoder, når vi er sammen med og træner dyr.
Til dig, som læser brevet uden at tilhøre skaren af Millan-tilhængere, og som vil gå på kursus med din hund eller har et eller andet problem: Find ud af, hvilken ideologi træneren har, ved at spørge om uddannelse, arbejdsmåde, hvis der forekommer straf og lignende. Hvis nogen beder dig om at få lov til at låne hunden for at gå en tur og "finde ud af den", så sig endelig nej. Mange hunde er efter en tur med en autoritær træner blevet bange og sågar fået chok.
Hvis du oplever problemer med hunden, skal du altid tage kontakt til en hundepsykolog, som arbejder med forskellige analyser for at finde grunden til, hvorfor din hund har en anderledes adfærd.
Oversættelse: Christina Bruun
Der går høje bølger i debatten om Cesar Millans ofte tvivlsomme træningsmetoder. Og det med al grund. Mange opvisninger, som gang på gang sendes i fjernsynet, er ren mishandling, der nemt kunne ende som en tragedie.
Hvordan skulle det for eksempel kunne hjælpe en hund med såkaldt problemadfærd, at man hænger den op i en tynd snor? "Problemadfærden" er jo ingen diagnose, men kun et tegn, et symptom på, at noget er galt. Det kan handle om hunde, som lever i et miljø, som ikke er godt, en ejer, som er ukyndig, at hunden får for lidt af mental stimulans eller fysisk motion, og sidst men ikke mindst – den kan også være syg eller have smerter.
Nogen har sagt, at Millans måde at træne på er "den naturlige måde". Men så er spørgsmålet om ulve og hunde virkelig kvæler og hænger hinanden op? Ja, døm selv…
De kaster heller ikke hinanden ned på ryggen. Hvis nogen ligger på ryggen er det et valg, som individet selv har gjort, for at vise underkastelse.
Hvad gør jeg da, hvis jeg er hund og nogen hænger mig op, så jeg mister fodfæstet og ikke kan trække ilt ned i mine lunger? Jo, jeg kommer selvfølgelig i panik og føler en kraftig angst, begynder at kæmpe med hvad jeg nu kan bruge for at få fodfæstet tilbage, og river med mine klør for at forsvare mig mod den, som har angrebet mig og nu måske prøver at tage livet af mig.
Hunden bruger selvfølgelig alle typer af adfærd, alt fra beroligende signaler til at bide, hvis ingen lytter til den. Hvis den kvæles af en, som ikke forstår, at den er bange og forsvarer sig, så leder det jo bare til, at den kvæles endnu mere. Man må selvfølgelig finde ud af, hvad der er forkert i hundens miljø. Hvordan kan en hund hjælpes ved at den får iltmangel? Den kan for øvrigt få hjerneskader ved at kvæles, hvilket kan give epilepsilignende kramper.
Hvis man ikke føler skyld over at hænge en hund i snoren, til den bliver bevidstløs, er der noget, der er galt, og der mangler en meget vigtig del – empati. Hvis den ikke findes naturligt, så synes jeg, at man i stedet skal holde sig til akvarium – med plasticfisk.
Det er ulovligt at udsætte dyr for vold, men at der egentlig skulle være behov for en lov mod vold på et andet levende væsen er for mig uforklarligt. Det er en skam, når mennesker ikke har den etiske følelse at afholde sig fra vold. En rigtig ekspert, som skal træne en hund, bruger ikke noget, der skræmmer eller gør ondt. Han eller hun vil først etablere en fin kontakt med ingredienser som tillid, varme, glæde, nysgerrighed og et stort ønske om at ville hjælpe en hund i nød.
Hunde hjælper jo os alle med så mange ting. Er det da rigtigt at behandle dem som Millan og hans tilhængere gør? Hvordan føles der egentlig i hjertet? Luk øjnene og forestil dig, at din lærer er meget streng og slår dig, når du ikke svarer korrekt. Kan du da lære noget? Jeg husker scenen fra filmen "Djunglebogen", hvor Bagheera sætter spørgsmålstegn ved Baloos knockout på Mowgli (selvom Baloo godt nok ikke gjorde det for at være ondskabsfuld), og siger noget lignende: "Når du nu har givet din elev en knockout, hvordan skal han så kunne lære noget?"
Er det sandsynligt, at den hund, du lige har hængt op i snoren, til den er segnet på grund af iltmangel, skulle kunne føle tillid til dig bagefter? Får du ikke et vink om at det er forkert, ved at Millan faktisk bryder mod dyreværnsloven? Og at han ikke ser ud til at have nogle grænser eller forbehold i det hele taget for, hvad han vil udsætte en hund for?
Af og til må man ransage sig selv og se på, hvilke resultater man egentlig opnår ved at terpe den træning, man har vænnet sig til at bruge. At leve sig ind i hundens verden og situation for at kunne hjælpe den på en formålstjenlig måde. At forsøge at se alle ting i et dyrs perspektiv.
Gør dine tankegange bredere – hvordan skal jeg handle? Gør jeg virkelig det rigtige nu? Hvad kan dette skyldes? Er jeg måske ude på dybt vand, når det drejer sig om denne adfærd? Hvis og når du forhåbentlig føler tvivl om at det, du udsætter hundene for er rigtigt – behold da den tanke – for den er rigtig.
Denne utiltalende og ukyndige behandling af et væsen, som vanskeligt kan klare sig mod menneskers overgreb og ondskabsfuldheder er for mig virkelighedsfremmende og ufattelig. I en velfungerende relation skal der jo indgå en gensidig respekt, det vil sige, at man har evnen til at leve sig ind i den andens situation.
Når det gælder hunde, betyder ordet "respekt" forskelligt, afhængigt af hvem man taler med. For mange betyder det, at hunden skal være bange for ejeren, for ellers… for andre er det indlysende, at man må lære sig hundens sprog og adfærd og ikke hakke på den.
Hundetræning skal netop handle om træning og ikke noget andet. Ikke hårde ord, kropssprog som viser vrede, mishandling eller livstruende ophængninger. Behandler man en hund på sådanne måder, handler det nok om uvidenhed og egne aggressioner, som man trækkes med.
Billedet af Millan, hvor han går med en flok hunde og en vandringsstav er netop kun et billede, et stiliseret image. Meget handler om idolfantasier og idealisering. Man tænker ikke efter og tør ikke stoppe og sige nej til grimme metoder. Måske er det nu på tide at ændre tankegangen, for som en Millan-tilhænger sagde på ADC-konferencen 2010: "Vi er helt på den gale vej". Den, som sagde det, mente at vi med venlige udtryksmåder mod hunde er ude og famler i mørke. Jeg holder med om udtrykket, men mener tværtimod, at med Millans metoder, hvor hunde pines, er vi virkelig "på gal vej".
Hvordan har vi kunnet klare os tidligere uden alle redskaber, kneb og lyssky metoder, som er til for at gøre vore hunde ondt – er vi så dårlige til at træne, på trods af alt, som er kommet frem om indlæringspsykologi?
At sige, at man elsker hunde og derefter udsætte dem for grov mishandling, klinger falsk. Man må elske hunde fuldt ud, ellers vil det slå tilbage til en selv før eller senere. Nu er vi kommet meget længere, når det drejer sig om hundes forskellige typer af adfærd og hvad de betyder. Hvorfor skulle vi gå tilbage i tiden, når vi nu ved, at vi kan bruge andre metoder, når vi er sammen med og træner dyr.
Til dig, som læser brevet uden at tilhøre skaren af Millan-tilhængere, og som vil gå på kursus med din hund eller har et eller andet problem: Find ud af, hvilken ideologi træneren har, ved at spørge om uddannelse, arbejdsmåde, hvis der forekommer straf og lignende. Hvis nogen beder dig om at få lov til at låne hunden for at gå en tur og "finde ud af den", så sig endelig nej. Mange hunde er efter en tur med en autoritær træner blevet bange og sågar fået chok.
Hvis du oplever problemer med hunden, skal du altid tage kontakt til en hundepsykolog, som arbejder med forskellige analyser for at finde grunden til, hvorfor din hund har en anderledes adfærd.
Oversættelse: Christina Bruun
